Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

 

Traditioner

Vi har mange gode traditioner i Børnehuset Mælkebøtten

Børnenes fødselsdag

Når børnene har fødselsdag hejser vi flaget i flagstangen og synger fødselsdagssang for barnet. Vi kommer gerne hjem og fejrer barnet i hjemmet, men holder ligeså gerne fødselsdagen her i Mælkebøtten.

Fastelavn

Vi holder fastelavn hvert år i Mælkebøtten. På hver stue bliver der slået katten af tønden - på tønder, der passer til aldersgruppen. Det vil sige, at der er paptønder til vuggestuebørnene og små trætønder til børnehavebørnene. Børnene kommer udklædte hjemmefra.

Bedsteforældredag

Hvert andet år holder vi bedsteforældredag, hvor stuerne på skift får besøg af børnenes bedsteforældre. I børnehavegrupperne spiser børn og bedsteforældre frokost (medbragt mad) sammen. Børnene synger et par sange for deres bedsteforældre. Derefter er der hygge ude og inde. Dagen sluttes af med kaffe og kage. I vuggestuegrupperne kommer bedsteforældrene til eftermiddagskaffe.

Sommerfest

Vi holder sommerfest for børn, forældre og søskende i maj/juni måned med aktiviteter for store og små samt fælles spisning. Hver familie medbringer lidt mad til en fælles buffet. Det er forældrebestyrelsen eller personalet, der står for planlægningen.

Påske

Hvert år pynter vi Mælkebøtten med påskepynt. Vi får besøg af påskeharen, som gemmer æg på legepladsen. Vi sår karse og holder påskefrokost på alle stuer. I børnehavegrupperne kommer børnene med mad til en fælles buffet. Vuggestuebørnene holder påskefrokost med mad fra køkkenet. 

Arbejdslørdag

Efter behov holder vi arbejdslørdag, hvor børn og forældre hjælper til med at udføre vedligeholdelsesarbejde på vores legeplads.

Spejderhytte

Hvert år er alle børnehavebørnene en uge i spejderhytte på Hvidovre Strandvej. Børnene bliver i denne uge afleveret og hentet i spejderhytten. Vuggestuebørnene kommer på skift på besøg et par timer om formiddagen.

Jul og Lucia

I december er der julehygge i hele huset. Vi pynter op, laver julepynt til vores juletræ, børnehavebørnene laver hemmeligheder, vi synger julesange mm.

Til vores julefest om formiddagen danser vi om juletræet sammen med vores julemand, som kommer hvert år og underholder børn og personale med trylleri. Julemanden har små chokoladenisser med til børnene.

På luciadagen går de ældste (storegruppen) samt de børnehavebørn, der har lyst, luciaoptog for forældre og søskende.  

Mælkebøttens fødselsdag

Når Mælkebøtten fylder år, fejrer vi det med "Blomstens dag". Børnene kommer med en blomst som plantes i vores blomsterkasser på legepladsen.